Om boligerne
Åboulevard 12-14 består af 22 ejerlejligheder, hvoraf en enkelt er til erhvervsmæssig brug. Til alle ejerlejligheder hører et mindre kælderrum.
Omtrent samtidig med en omfattende bysanering på Nørrebro blev Åboulevard 12-14 fredet i 1981. Huset er fredet både udvendigt og indvendigt, og det betyder bl.a.:
- at det ikke er tilladt at ændre farve på vinduer
- at det ikke er tilladt at udskifte vinduer uden tilladelse fra Kulturstyrelsen
- at det ikke er tilladt at nedrive vægge eller sætte vægge op
- at det ikke er tilladt at kassere lejlighedens faste inventar, fx døre
- at der ikke kan sættes altaner op
Har man ønske om at foretage andre ændringer i sin lejlighed, skal man ansøge om det hos Slots- og Kulturstyrelsen. Udskiftning af køkkener og badeværelser, der er mindre end 50 år gamle, kræver ingen tilladelse, men man skal indberette arbejdet til Slots- og Kulturstyrelsen.
Grunden til, at alle arbejder på en fredet bygning kræver tilladelse, er, at det derved sikres, at de ændringer, der laves på en fredet bygning, fastholder eller forbedrer fredningsværdierne. Bygningsændringer med forkerte materialer og forkert udførelse kan medføre, at en bygning efterhånden mister de værdier og det særpræg, der gjorde den fredningsværdig. Bygningsarbejder i en fredet bygning uden tilladelse er ulovlige arbejder. Er der foretaget ulovlige arbejder på eller i en fredet bygning, kan Slots- og Kulturstyrelsen forlange, at ejeren bringer de pågældende forhold tilbage til det tidligere – for egen regning. Det gælder også, hvis de ulovlige arbejder er udført af en tidligere ejer!
Hver ejer har pligt til selv at istandsætte sine vinduer, dvs. kitte og male dem efter behov. Bestyrelsen kan kontaktes for farvekoder til de brune vinduer mod gården. At huset er fredet, betyder også, at der skal findes en grundfond på 4 % af den samlede ejendomsvurdering. Beløbet opkræves efter fordelingstal. Til gengæld er ejendommen helt fritaget for ejendomsskat.